|
| |
Entreprenøren okober. 2007 |
| |
|
Et godt tilbud behøver ikke at være gratis |
| |
Han går slet og ret under navnet Drewsen, og han er noget af en tusindkunstner inden for byggebranchen, hvor han har fundet sin helt egen niche. Det interessante er imidlertid, at han tager sig betalt for at afgive tilbud. Og det kunne alle i branchen gøre, hvis de ville, mener han.
|
| |
Af Nina Munch-Petersen |
| |
”Der er ingen, der kan gøre noget gratis.”
Drewsen er en mand, der har gjort op med, at både små og store virksomheder inden for byggefaget bruger alt for meget tid på at lave tilbud. Vel at mærke uden at få noget for det. Der er aldrig nogen garanti for, at tilbudet bliver accepteret i den anden ende og at der kommer et projekt ud af det. Det betyder i sidste ende, at tiden er spildt - og tid er som bekendt penge.
For Drewsen forholder det sig anderledes. For ham ligger det helt fast, at han tager penge for det arbejde, han udfører. Også selvom det ”bare” er et tilbud.
|
| |
Overskuelighed og tryghed
|
| |
”Jeg husker alt det, de andre glemmer.”
Så enkelt beskriver Drewsen, det han laver. Han er ene mand bag firmaet DreamHouseDesign ApS, hvor han fra sit mobile kontor tager sig af byggesager rundt omkring i landet.
”Jeg er hverken arkitekt eller ingeniør, men samarbejder med begge dele, og så får jeg spillerne til at spille sammen på byggepladsen,” forklarer Drewsen.
Han har været i byggebranchen så længe han kan huske, og han har flere uddannelser bag sig, så han ved, hvordan man stiller de rigtige spørgsmål til fagfolkene.
”Jeg gør mig umage med, at menigmand skal forstå processen. Fru Hansen skal forstå, hvorfor det koster så og så meget at få lavet en tilbygning eller en ombygning. På den måde kan man sige, at jeg sælger overskuelighed og tryghed.”
Men det handler naturligvis ikke bare om at huske en smørmembran og en dampspærre. Det handler om at være så præcis i sit tilbud, at der ikke tabes penge i den sidste ende af byggeriet. For typisk er det i forstadiet, de mange budgetoverskridelser kunne have været undgået. Når først byggefasen er i fuld gang, er det som regel for sent at rette op på den slags.
”Jeg kan godt blande mig i starten, hvis jeg for eksempel synes et materialevalg er helt tosset og foreslå et billigere alternativ, men ellers passer jeg meget på ikke at gå arkitekterne i bedene, hvad angår design. Jeg er mere fokuseret på beregning,” siger Drewsen.
|
| |
 |
| |
Sikre beregninger |
| |
Drewsen erkender, at han er et fordyrende mellemled for bygherren, men han understreger, at det er en besparelse på langt sigt, netop fordi der ikke kommer efterregninger.
”Det bliver i hvert fald aldrig dyrere, end jeg har kalkuleret,” fortæller Drewsen og afslører, at en stor del af hemmeligheden bag de præcise beregninger er kalkulationsprogrammet Sigma.
”Jeg har siddet og hekset med Excel i mange år, men så er det også nødvendigt at krydschecke alt,” forklarer Drewsen.
”Når man har nogle gode værktøjer, er det hele meget sjovere, og Sigma er det eneste rigtige. Jeg er himmelhenrykt over det program, fordi det giver mig mulighed for at udspecificere og lave virkeligt seriøse overslag til projekter ud fra arkitektens ting.”
I følge Drewsen er der bestemt ingen grund til at smide gratis tid efter tilbudsgivning. Det første møde med kunden og den efterfølgende grovskitse er uden beregning, men resten af sit arbejde tager han penge for.
”Jeg tager det meget seriøst at lave et præcist tilbud, der holder, og derfor kan jeg tillade mig at tage penge for det,” siger Drewsen, der typisk aflønnes med konsulenttimer eller med en fast procentdel af den samlede byggesum.
Han mener, at alle parter i branchen kunne slippe godt af sted med at tage penge for den tid, de bruger på at lave tilbud. Han understreger, at det gode, udspecificerede tilbud ikke kun gavner bygherren. Det giver også håndværkeren en sikkerhed for, at kunden ikke kan presse noget andet ind undervejs.
Selv får han endnu ikke dækket al sin tid, men han har taget det første skridt i en rigtig retning.
”I øjeblikket laver jeg omkring syv tilbud om måneden. Ti vil nok være det optimale for mig, men det kræver, at jeg får nogle flere skabeloner, så jeg kan øge kapaciteten. Der skal jo også stadig være tid til opsyn og styring, byggemøder - og til at trække vejret,” siger Drewsen.
|
| |
|
|
|